Langt de fleste finder glæde ved at indtage et stykke lækker kage eller en skive friskbagt brød – det er simpelthen noget, der gør hverdagen lidt sødere. Men hvad nu hvis vi kunne nyde de samme lækre bagværk, men med sundere alternativer, der gør det lidt lettere at spise med god samvittighed?
Læs med, hvor vi ser på muligheder for at erstatte sukker, vælge sundere fedtstoffer og arbejde med glutenfri og laktosefri alternativer. Og husk så ordsproget ‘alt med måde’ – for selvom vi gerne vil lave sunde alternativer, skal der også være plads til at tillade sig selv en lækker kage i ny og næ.
Lad os starte med sukker. Det er en af de store syndere i mange kager og bagværk, og vil du gerne udelade det eller skære ned herpå, betyder det ikke, at du skal gå på kompromis med smagen. Der er flere måder, hvorpå du kan reducere mængden af sukker i dine opskrifter og i stedet vælge sundere alternativer.
Smør – specielt rigtigt smør – smager dejligt. Og når vi bager, er smør ofte en uundgåelig ingrediens i opskrifter, der giver både den gode smag, men også struktur. Hvis du ønsker at gøre dit bagværk lidt sundere, er der flere alternativer, du kan vælge imellem. Kokosolie er en god erstatning for smør i de fleste bagværk. Den er rig på fedtsyrer, som menes at have en positiv effekt på stofskiftet og kan give dig energi. Kokosolie har en mild, let sød smag, som fungerer godt i kager og småkager. Et meget spændende alternativ er avocado, især i opskrifter som chokoladekager og brownies. Den cremede konsistens gør, at dejen stadig bliver blød og saftig, samtidig med at du får en sund dosis af gode fedtstoffer. Avocado har en mild smag og er derfor ikke dominerende i bagværket. Olivenolie kan også bruges i bagning og tilfører en mere kraftig, men stadig velsmagende tvist til dejen. Det fungerer især godt i kager, der indeholder citrus eller nødder. Olivenolie er også en kilde til sunde fedtstoffer, så du kan føle dig godt tilpas med at bruge det som et alternativ til smør.
Du kan også vælge at eksperimentere med at erstatte almindeligt hvedemel med alternative meltyper, der er højere på fiber og næringsstoffer. Mandelmel er et af de mest populære glutenfrie og proteinrige alternativer til hvedemel. Det giver en let nøddeagtig smag og en lækker konsistens, som gør det perfekt til kager, muffins og småkager. Denne meltype er desuden fyldt med sunde fedtstoffer og kan hjælpe med at stabilisere blodsukkeret.
Kokos er et gennemgående tema i dette indlæg, hvorfor det også nævnes her. Kokosmel er nemlig et andet alternativ, der fungerer godt i bagning, grundets melets fiberrige evner og naturlige sødme. Vær dog opmærksom på, at kokosmel kan absorbere meget væske, så du skal muligvis justere mængden af væske i opskrifterne. Du kan også overveje boghvedemel og havremel som alternativer til hvedemel, da de meltyber er fyldt med fiber og har en mild smag, der fungerer godt i både sødt og salt bagværk.
Og når vi nu er i alternative muligheder for mel, kan vi lige så godt kigge på glutenfrie alternativer. Vi har kortlagt andre meltyper, men det kan godt være en smule uoverskueligt – specielt hvis du er ny inden for den verden og bare gerne vil have, at det skal være nemt. Så synes vi, at du skal tage et kig på glutenfrie melblandinger, som du typisk kan finde i helsekost- og større dagligvarebutikker. Disse blandinger består typisk af en kombination af forskellige glutenfri meltyper som ris-, majs-, boghvede- og kartoffelmel. Hvis du vil eksperimentere med glutenfri bagning, kan det være en god idé at starte med en færdigblandet glutenfri melmix, da den ofte er sammensat, så den giver det bedste resultat.
Laktosefri bagning handler primært om at finde erstatninger for de ingredienser, der typisk indeholder laktose, såsom mælk, fløde og smør. Laktosefri mælk og plantebaserede mælkealternativer som havre-, mandel- eller sojamælk er fantastiske alternativer til almindelig mælk. De fleste af disse mælkealternativer fungerer fint i bagning, og de tilfører en let smag, der ikke stjæler opmærksomheden fra de øvrige ingredienser. Foruden kokosolie, som vi har nævnt, kan du bruge laktosefri eller plantebaseret fløde til at lave flødeskum og cremede fyldninger i kager.
Selvom vi har set på sundere alternativer i bagningen, skal vi ikke glemme, at det nogle gange er helt okay at spise en lækker kage eller et stykke bagværk, selvom det ikke er det sundeste valg. Sundhed handler ikke kun om de ingredienser, vi bruger, men også om at nyde livet og tage sig tid til at forkæle sig selv. Så næste gang du har lyst til at spise et stykke af din yndlingskage, så lad det være en del af en balance, hvor du nyder både de sunde valg og de små fristelser.
Vi håber, at vores blogindlæg har inspireret dig til at bruge sundere alternativer inden for den store verden af bagning. Du kan selvfølgelig også overlade bagningen til os – vi har mange bagerier i København med et stort sortiment af lækre kager og brød. Du vil desuden kunne finde gluten- og laktosefrie kager og brød, så ingen behøver at sige nej tak til et stykke kage. Skal det være nemt og gå hurtigt, så tag et kig på vores Click & Collect-service, hvor du kan bestille dine favoritter online og vælge levering til din adresse.